Afhentning – version 3-årig

Til dette indlæg kan jeg anbefale at høre Infernals Kalinka, så rammer man nogenlunde det stressniveau, der automatisk opstår, når man træder ind i en børnehave.

Alle med børn i institutioner ved, at det nogen gange kan være op ad bakke. Dén der forestilling om, at barnet glad løber med åbne arme hen mod dig og skråler ”Mooaaar”, hvorefter I krammer, og barnet går ned og tager sko på (helt selv), mens du finder den tomme madkasse i køleskabet og de smukke tegninger i skuffen. Dén forestilling er for længst stukket et sted hen hvor solen sjældent skinner. 

Nu skal jeg male jer et billede af, hvordan vores afhentninger for det meste foregår for tiden.

Parkeringspladsen ligger et godt stykke fra børnehaven, og der er kun 3-5 pladser alt efter hvor råddent de andre forældre parkerer. Der er altså sjældent plads, og man må ofte ty til mere alternative parkeringsformer endnu længere fra børnehaven. Nuvel, det er meget muligt, at det kun drejer sig om få ekstra meter, men alle, der har båret på en autostol med en fløde-basse i, ved, at det er det tungeste i verden – og hvorfor fanden er den så klodset at bære på?

Jeg kommer altså stakåndet ind ad døren bærende på Johannes i sin autostol og finder Agnete i gang med at lege med geometriske magnetfigurer. Hun kigger op og siger: ”Mor jeg bygger en gave til dig” (Yndlingslegen for tiden er at pakke ligegyldige ting ind i diverse genstande som stofbleer, tæpper, papir, etc. og forære dem til den nærmeste person med et ”Tillykke med fødselsdagen”). ”Ih, hvor er den fin skat”, svarer jeg og sukker indvendigt over, at der er laaaang tid til den gave er færdig, og jeg beder en stille bøn om, at Johannes har taget tålmodigheden med, så han ikke bliver utilfreds nede i stolen. Og i øvrigt kan jeg se, at gavens indhold er en brio-togskinne, en plastik hest, der mangler både et øre og et ben, og så en af figurerne fra Pyjamasheltene. Hun kender sin mor så godt… Nå, men efter gaven er færdig, altså pakket ind i magneter, åbner jeg den og siger ”Tak, det var lige hvad jeg ønskede mig!”, og vi rydder magneter og indhold op, inden vi går ned i garderoben som af uransaglige årsager ligger i kælderen.

Efter at have fået bakset autostol og guidet den 3-årige ned i kælderen finder vi hendes plads, hvor hun lige pludselig ikke kan finde ud af at tage hverken sko eller overtøj på selv. Jeg overvejer at tage kampen, men skæver over til den tikkende bombe i autostolen, der så småt er begyndt at grynte surt. Jeg beslutter mig for at hjælpe med at tage sko og jakke på, og for det meste går det fint. Så langt så godt.

Madpakken i køleskabet er kun halvt spist og ungen udtaler noget i stil med ”Jeg kan ikke lide…” (indsæt selv diverse madpakke-emner). Hun kan udmærket lide alt, hvad hun har haft med i den forpulede madpakke. Og som jeg i øvrigt stod og smurte i går aftes klokken prut og for en gangs skyld gjorde mig umage for at få til at være bare lidt indbydende – men jeg bider det i mig, for jeg orker ikke at diskutere det nede i børnehaven.

Endelig er det tid til sidste etape af afhentningen, hvor kældertrappen skal bestiges og bilen findes. Her skal jeg som regel enten holde Agnete i hånden mens vi går op (hvilket er stort set umuligt, da den er så smal, at jeg ikke kan slæbe på autostolen med kun en arm fri) eller også må jeg først op med lillebror og derefter ned og holde Agnete i hånden mens vi går op. Og lad mig lige understrege her, at hun sagtens kan gå på den selv, men det er endnu en kamp, jeg vælger at lade ligge pga. baby-bomben i autostolen, der kigger med store øjne på sin søster. Vi finder en pædagog, siger pænt tak for i dag og får mast os ud af døren.

Alt dette er selvfølgelig foregået med sveden haglende ned ad ryggen og dryppende under patterne, fordi det er vintersæson, og man derfor har en kæmpe jakke på. Det er altså en befrielse at komme ud i den kolde vind, og man får lige kølet hjernen af, så man (næsten) har tålmodighed til at barnet vil gå på line på fortovskanten, samle blade op, pege på lys i træer og fortælle om sten på vejen. Åh, det ville være så skønt, hvis ikke det var for de 20 kg. dødvægt man nu krampagtigt holder fast i for ikke at tabe af udmattelse.

Bilen er fundet og Agnete kravler selv ind, jeg spænder hende fast, og vi kører hjem, hvor ulvetimerne (ja – i flertal) venter.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar