Afhentning med blod, sved og tårer

 Musikanbefaling til dette indlæg er dødsmetal i enhver afskygning.

I mit tidligere indlæg kan man læse om, hvordan en afhentning for det meste foregår for tiden, men dette indlæg handler om en af de gange, hvor man tænker; okay, det her kunne ikke være gået værre. Nuvel, der var ingen der døde undervejs, men I ved hvad jeg mener. Here goes…

Johannes var allerede småsur, da han vågnede fra sin lur og skældte en del ud under amningen. Så er vi ligesom i gang, ik’? Nå, men ham i en autostol og så ned til børnehaven, hvor jeg som sædvanlig træder ind stakåndet og med de første svedperler på panden (her var sveden). Jeg finder min datter i færd med at lege med magneter som altid. Hun kigger op og siger bebrejdende: ”Mor!”. Min tilstedeværelse er åbenlyst ikke ønsket, men jeg forsøger med et ”Hej skat. Sikke et fint slot du har bygget.” og hun kvitterer med ”Men Moar, jeg vil ikke hjem”. Dyb vejrtrækning og mange diskussioner frem og tilbage.

Til sidst forbarmer pædagogmedhjælperen sig og hjælper Agnete med at rydde op, hvorefter hun går hen til sådan en dreje-rundt-satan og begynder at lege på den. Johannes er begyndt at sige ”Hmpf” (de førsteadvarselssignaler) og min tålmodighed er nu opbrugt og pakket godt væk sammen med al min pædagogiske viden. Vi har på dette tidspunkt været i børnehaven i 15 minutter!

”Kom nu!” brøler jeg. Det hjælper ikke (og hjælper i øvrigt aldrig). ”Agnete, nu går mor og Johannes. Farvel.” Det hjælper heller ikke. I stedet begynder hun nu at græde (her var tårerne). Sveden hagler ned ad ryggen nu og jeg siger ”Jamen, så kom Agnete.” Dette bliver gentaget nogle gange og til sidst får pædagogmedhjælperen autostolen med Johannes, der nu siger ”hmpf hmpf hmpf”.

Jeg bærer Agnete skrigende ned ad kældertrappen, og jeg forsøger at bevare fatningen. ”Nu skal du tage dine sko på”, forsøger jeg i et venligt tonefald, men katastrofen er indtruffet, og hun nægter pure. Jeg forsøger at hjælpe, men hun trækker fødderne til sig og til sidst giver jeg op. ”Sidste chance Agnete, ellers må du gå uden sko og jakke ud til bilen.” Hun trækker stadig fødderne til sig, og jeg tager overtøjet og går op til Johannes, der nu også sidder og sveder (mere sved) i sin ulddragt.

Agnete står og skriger (flere tårer) i garderoben, og der kommer flere og flere forældre for at hente børn. De har blandede blikke – nogle medlidende, nogle bebrejdende, nogle irriterede og nogle skadefro. (Jeg forsøger at sende blikke tilbage, der signalerer “Ja, I know, jeg ringer selv til kommunen, når vi kommer hjem.”)

Johannes er på dette tidspunkt begyndt at sige ”Wa wa hmpf”, og jeg går ned og bærer Agnete op ad trappen, hvor hun får allersidste chance for at tage sine støvler og jakke på. Men nej. Jeg råber ”Tak for i dag ind til pædagogerne” og trækker Agnete med ud af døren.

Her går det heldigvis op for hende, at det er rarest med støvler og jakke på i kulden, så det får hun på, i mens hun skriger, men dog selv hjælper til. Johannes siger nu ”Wa wa wa wa”, og vi begynder at gå ned mod bilen – Agnete skrigende og moderen godt sur. Og bang, så falder pigebarnet og skal trøstes (man skulle tro, at det var her blodet var, men vi er ikke færdige endnu). ”For fanden da også”, tænker jeg og trøster hende. Johannes istemmer gråden (som om vi ikke har haft nok tårer i forvejen), jeg får Agnete på benene, og det går okay indtil vi kommer ned til bilen, hvor hun pure nægter at sætte sig ind i den.

Til sidst må jeg tage hende op og mase hende ind i stolen, og i mens jeg gør det, knalder jeg hovedet ned i bilens tag og blodet begynder at pible ud af læben og ned af hagen (I blev lovet blod, så værsgo). Agnete laver den vildest flitsbue, og stolen er forvejen ved at være for lille – især med vinterjakken på, så det er stort set umuligt at få selerne på hende. Jeg må derfor, mens blodet stadig strømmer ud af læben, det ene barn skriger og det andet græder, mase hende ned i stolen med alle mine kræfter for at spænde selerne.

”For en i helvede da også” er det eneste jeg kan tænke på dette tidspunkt med blodsmag i munden, velvidende, at jeg foran mig har to timer alene med begge børn, inden faderen kommer hjem og kan tage lidt over. Glædelig fucking onsdag, og så kommer der ikke engang Den store bagedyst i aften som i de gode gamle dage.

Skriv et svar