Den første tid som nybagt mor

Som sædvanlig skal I ikke snydes for et passende lydbillede til mit indlæg, og jeg linker derfor her til klartonen til prøvebilledet fra “gamle dage”. Det synes jeg er ret sigende for, hvad der skete i hovedet på mig i den allerførste tid som mor.

Vupti, en skrigende baby med helt sort hår og lange negle ligger på min mave. Den der følelse af kærlighed, som jeg har hørt om, kommer ikke. Jeg kan ikke se at hun ligner nogen af os. Vi har begge blond hår, men der ligger hun med helt sort hår.

Agnete med sit sorte hår. De lange negle vil jeg skåne jer for.

Hvem f***** er du?

Jeg forsøger at trøste hende, men det er som om, at vi ikke rigtig kender hinanden. Jeg troede ellers, at jeg kendte hende, da hun var inde i maven. I min forestilling om fødslen ville jeg græde af lykke, når hun lå på min mave, men det gør jeg ikke. Jeg undrer mig mere over, hvem babyen er. Og hvad hun hedder.

Jonas kysser mig og spørger om hun er en lille Agnete. ”Ja, det tror jeg”, svarer jeg. Jeg tør slet ikke indrømme, at jeg er helt vildt meget i tvivl om, hvem hun er, og at jeg ikke er sikker på, at jeg er hendes mor.

Lille lækkerbisken. Eller…

Alle de andres roller

Efter en masse praktiske gøremål på fødestuen er det tid til, at Agnete skal over til sin far. Og der rammer det mig første gang. En lille snert af at være mor og en stor følelse af at være lykkelig over, at se Jonas som far. Det er meget nemmere at forholde sig til, at han er blevet far, end at jeg er blevet mor.

Han ringer til mine og sine egne forældre, og jeg bliver rørt til tårer af at høre ham fortælle, at de har fået deres nye titler. Igen er det meget nemmere at forholde sig til deres nye roller end min egen, og jeg forstår det ikke helt. Jeg er flov over det.

Far og datter. Og jordemoderens finger.

Den første tid efter fødslen

Den første tid efter fødslen bestod i min forestilling af: lidt amning, søvn, smil, lidt tårer, putte, nusse og besøg. I virkeligheden bestod den af: amning, tudeture, amning, bekymringer, amning, besøg, amning, tudeture, amning, skifte hygiejnebind, mere amning. Og en frustration over, at jeg rationelt godt vidste, at Agnete var min datter, men at jeg ikke følte mig som mor.

Efter en måned mødtes jeg med min mødregruppe. Sundhedsplejersken fortalte her, at det var helt normalt, at den der følelse ikke kom brasende med det samme, men at den kom snigende over tid. En sten faldt fra mit hjerte. Det var præcis sådan, jeg havde det, og så var det oveni købet normalt.

Lettet over at have overlevet. Forvirret over, hvem der ligger på min pat.

Båndet vokser

Jeg oplevede, at hver gang jeg så Agnete med andre som mine forældre, mine brødre, min mormor, mine svigerforældre eller mine veninder, så forstod jeg min mor-rolle lidt bedre. Og for hver gang voksede mit hjerte og båndet til Agnete blev stærkere. Det hjalp også lidt på tilknytningen, at hendes hår blev mere og mere blond. Og jeg begyndte at kunne se nogle træk fra især faderen.

Jeg ville ønske at nogen havde fortalt mig inden fødslen, at det ikke nødvendigvis var romantisk og idyllisk at få et barn, men benhårdt arbejde (både fysisk og psykisk). Og jeg ville ønske, at jeg kunne have fortalt mig selv midt i min fortvivlelse, at følelsen nok skulle komme. At jeg efter et par måneder ville kigge på Agnete og mærke den der følelse helt ind i knoglerne.

Agnete er min datter, jeg er hendes mor, og jeg elsker hende over alt på jorden.

Træt mus på vores bryllupsdag. Jeg ELSKER det her billede.

Skriv et svar