En uge med skoldkopper

D. 8 april tog vi en hurtig beslutning om at tage ungerne med ud til vores gode venner, hvis ældste søn netop havde fået skoldkopper. Når man gør den slag, er der flere grunde til det. Det skal overstås. Det er smart at klare det, mens man er på barsel. Og så synes jeg, at jeg efterhånden har fået ørene tudet fulde af, at jo yngre de er, des mildere bliver de ramt. Det var bare slet ikke tilfældet herhjemme og flere gange undervejs fortrød jeg, at jeg bevidst havde udsat dem for det. I kan derfor meget passende høre My Fault som baggrundsmusik – og så kan I selv bestemme om det skal være med Hugo Helmig, Imagine dragons eller Eminem.

Dag 1

Lørdag d. 20. april om aftenen, altså 12 dage efter kontakt med sygdommen, opdagede vi prikker på både Agnete og Johannes. Enkelte på Agnete var væskefyldte og vi snakkede om, at de første muligvis var kommet allerede dagen forinden, men uden vi havde bemærket det. Der havde ikke rigtig været nogen tegn på sygdom undervejs, andet end et par sammensmeltninger hos Agnete, men altså, de sker også, selvom hun ikke er syg.

Natten forløb uden problemer, og naiv, som jeg er, tænkte jeg: “Nå, men det er jo ikke så slemt det her.”

Dag 2

Søndag, hygge, film, leg, lidt flere skoldkopper, lidt trættere børn end sædvanligt. Og så lige et besøg fra en af børnefamilierne på vejen, der også ville have det overstået.

Mine tanker var på dette tidspunkt stadig: “Ej, det er jo super hyggeligt, og slet ikke så slemt det her.” (Jeg blev klogere!)

Denne nat forløb også uden de store problemer – kun lidt uro.

Dag 3

Agnete vågnede med en anelse feber, skoldkopperne havde virkelig været på arbejde om natten, og hun så “pludselig” syg ud. Johannes havde stadig kun et par stykker, og jeg tænkte, at det stemte meget godt overens med, at babyer ikke bliver lige så hårdt ramt.

Agnete brugte det meste af dagen i sengen med iPad’en og bingede Gurli gris. Hun havde overskud til lidt leg, men begyndte at klage over, at det kløede, så jeg drønede på vagtapoteket og købte noget kølende og kløstillende spray til den nette sum á 109,50 kr. pr. flaske (!!!).

I løbet af dagen fik hun mere og mere feber, blev mere og mere påvirket og jeg forberedte mig på en nat med en masse kløe og creme. Vi lagde madrasser på gulvet på hendes værelse, så jeg kunne sove der med hende.

Hun havde så svært ved at finde ro, og klokken 22 måtte vi give op og tage hende ind i vores seng. I stedet tog Jonas Johannes med ind på madrasserne.

En nat i helvede version 1.0

Jeg tog cremen, en juice og et glas vand med ind til sengen, og satte Natbjørnen Tjugga på, som ellers plejer at kunne give hende ro nok til at falde i søvn, men ikke i dette tilfælde. I takt med at trætheden, feberen og utilpasheden steg, så blev Agnete bare mere og mere urolig. Natten blev et sammensurium af gråd, creme og knust moderhjerte. Hun har altid været meget pylret og påvirket, når hun har været syg, men jeg har aldrig set hende sådan før.

Når man hører om skoldkopper, synes jeg altid man hører om, at det klør helt vildt, så jeg var slet ikke forberedt på, hvordan hun reagerede. Hun snoede sig i smerte, råbte av og hjælp, skreg, ville op til mig, ville ned igen og lå og spjættede og sparkede.

Selvfølgelig kløede det også, og det var allerværst under fødderne og i skridtet. Hun kløede og kløede og kløede i det alt imens hun græd, fordi det samtidig gjorde ondt, når hun kløede i det. Ind i mellem fik jeg lov til at smøre lidt creme på, og det virkede også en lille smule beroligende.

Jeg forsøgte alt muligt for at aflede hende, Tjugga, lydbøger, synge, fortælle historier osv., men hun kunne slet ikke finde ro nok til at lytte. Ae og nusse måtte jeg slet ikke.

Omkring klokken 01.30 blev jeg så desperat, at jeg tog hende op og stod op og vuggede hende fra side til side, mens jeg sang skiftevis “Under stjernerne på himlen” og “Buster”. Hun vejer godt og vel 18 kg, så det var selvsagt ikke det nemmeste i verden for sådan en slapsvans som mig. Men efter at have vugget hende i 10 minutter faldt hun i søvn, og jeg sank en klump for ikke at tude.

Armene syrede til efter ydeligere 5 minutter, og jeg måtte derfor forsøge at lægge den tikkende bombe ned i sengen. Jeg turde næsten ikke tro på det, da hun faktisk sov videre. Jeg krøb ned under dynen og lukkede øjnene, for så at blive vækket af et skrig 10 minutter efter. Og så startede det ellers forfra. Endnu en panodil blev skyllet ned, og creme blev igen igen påført.

“Fy for en omgang, godt Johannes ikke er lige så hårdt ramt.” tænkte jeg. (Det kan ikke siges nok – don’t jinx it.)

Ca. klokken 3.30 faldt hun til ro igen og vi fik ca. to timers søvn – afbrudt af klynk og gråd. Og efter endnu en skrigetur på en times tid, sov hun lidt videre helt tæt på mig. Jeg kunne have grædt, da jeg hørte Jonas komme ind på værelset med Johannes kl. 7. “Skaaat, jeg er nødt til at køre på arbejde nu.”

Dag 4

“Fuck. Det kan jeg ikke klare selv det her!” tænkte jeg og bad Jonas ringe til sine forældre og spørge om de ville komme og hjælpe. Det ville de selvfølgelig og heldigvis gerne. Tak til pensionerede bedsteforældre.

Jeg trykkede ‘ring op’ til lægen kl, 8.00, fordi jeg simpelthen ikke anede mine levende råd med Agnete. Da jeg kom igennem brød jeg grædende sammen, mens jeg fortalte om hendes smerter gennem natten. Hun ville gerne se Agnete, for at tjekke om der skulle være andet, og så kunne jeg lige så godt tage Johannes med også, så der var ro på moderens hjerte. Behøver jeg sige, at hun er verdens bedste og mest forstående læge?!

Farmor og farfar ankom ved 10-tiden og tog straks over, så jeg kunne gå ned og sove. Først satte jeg timeren på en time, men blev så enig med mig selv om, at hvis jeg kunne sove i to timer, så why the hell not? Det var jo derfor der var kommet asisstance.

Jeg kunne godt sove i to timer.

Lægens konklusion var som forventeligt, at det “bare” var en rigtig strid omgang skoldkopper. Hun gav en lille tutorial i hvordan jeg kunne se, hvilke, der var henholdsvis fyldte, punkterede og med skorpe. Hun konkluderede at et par af Agnetes havde skorpe, men ingen af Johannes’. Og her burde jeg have regnet ud, at det betød, at han ikke havde toppet endnu. Men efter nattens strabadser tænkte jeg bare, at det kom der nok lige om lidt – sådan vupti, uden problemer. (Shoot me!)

Agnete livede lidt op hen under aften og ville gerne smage den lasagne jeg på en eller anden måde havde formået at bakse sammen. (Opskrift? Oksekød, Dolmio, lasagneplader, Karolines mornay sauce, revet ost – bum!)

En nat i helvede version 2.0

Jeg gik i seng sammen med Agnete, og Jonas lovede at tage Johannes (der var begyndt at pylre) i et par timer, så jeg lige kunne få sovet.

Klokken 1 kom Jonas og bad mig overtage, og det gjorde jeg. Jeg overtog en dybt ulykkelig dreng, der var flaskesulten, træt og dårlig. Han skreg og skreg og fortsatte med at skrige efter flasken.

Mit hjerte kunne simpelthen ikke bære mere gråd og ulykkelige børn efter den nat med Agnete, hvor jeg holdt ud og tog hende hele natten.

Træthedsmæssigt følte jeg sagtens, at jeg kunne gøre det, men jeg kunne bare ikke overskue, at han var så ulykkelig. Jeg følte mig passiv og magtesløs, så selvom Jonas kun havde sovet en enkelt time, så vækkede jeg ham alligvel. Og som den gode mand han er, så tog han over igen indtil kl. 4.30, hvor han ikke kunne mere. (Okay, fair nok!)

Johannes var endelig faldet i søvn i slyngevuggen – som han er aaaalt for stor til, og han tog en lille halv time der. Og så måtte han op i mine arme igen og sove videre i en times tid.

Dag 5 og 6

Agnete havde det betydeligt bedre, men var stadig ikke helt frisk, og havde brug for hjælp til det meste. Hun blev ved med at spilde yoghurt, men jeg gik rundt med en ulykkelig Johannes i armene, og kunne derfor ikke hjælpe hende. I stedet fik jeg i afmagt skældt hende ud, og det var bare slet ikke i orden.

Jeg gik derfor lige ind på kontoret, tog en dyb vejrtrækning, og ringede til Jonas for at høre om, han ikke nok ville høre hans forældre om Agnete kunne komme på sygebesøg hos dem et par dage. Der gik lige knap to timer og så stod Farfar i stuen.

Den bløde mand blev fuldstændig chokeret over, hvordan Johannes var forværret fra dagen før. Tårerne sad i øjenkrogene på ham, og han rystede på hænderne mens han forsigtigt aede Johannes på hovedet.

Bassemanden med betydeligt flere skoldkopper.

Farfar får normalt de største smil, men Johannes kiggede bare lidt op fra min armhule for at se hvem der aede ham, og vendte derefter tilbage, for bare at stirre ind i folderne på mit tøj igen.

Jeg fik vinket farvel til Agnete og herefter forsvinder al tidsfornemmelse og episoder i en stor grød. Et sammensurium af gråd, skrig, vuggen i armene, forsøge at sætte sig med sovende baby, sovende baby vågner, mere vuggen i armene og et utal af gange 4,5 ml flydende panodil bliver proppet ned i halsen på skrigende baby, hvoraf en ukendt procentdel bliver spyttet ud igen.

Det hele med Our Planet og dermed David Attenboroughs rare stemme kørende non-stop i baggrunden. Et eller andet var jeg simpelthen nødt til at have kørende, for ikke at gå op i limningen.

Næsten hver time forøgedes antallet af skoldkopper på den lille fine babyhud, og det gjorde så ondt at se.

Når panodilerne havde slået den værste feber ned, fik vi et lille glimt af vores glade baby tilbage. Han spiste lidt, drak lidt, legede lidt og sov en smule i barnevognen, inden det hele startede forfra igen.

Alle meldinger fra Farmor lød, at Agnete var i bedring, og at de hyggede sig. Det varmede mit hjerte, for jeg havde det ret skidt med, at sende hende afsted. Jeg måtte faktisk lige ringe til min medmor, og blive bekræftet i, at jeg ikke var en dårlig mor, da jeg havde sendt hende væk.

Dag 7

De sidste krampetrækninger blev brugt fredag, hvor vi havde sovet dårligt/slet ikke fire nætter i streg.

Johannes var i bedring, men havde stadig brug for mine arme. Min sødeste medmor havde en baby i præcis samme situation, og vi havde snakket sammen flere gange de forgangne dage for at støtte hinanden. På denne dag havde hun en tid ved lægen og ville komme forbi på vej hjem med sandwich og kage.

Da hun trådte ind af døren brød hun grædende sammen, og jeg måtte virkelig kæmpe, for ikke at græde også. Hendes pus, havde fået svamp i munden oveni og ville derfor hverken spise eller drikke.

De to skoldkoppe-mus var begge på toppen af en panodil og lå og kiggede på og legede “med” hinanden – og jeg blev sendt i bad.

Det går over i historien, som et af de mest fantastiske bade – nogensinde. Det gav mig lige kræfter til at Jonas først ville være hjemme kl. 20 med Agnete, som han skulle hente direkte efter arbejde.

Næsten skoldkoppefri pige klar til at komme hjem.

Johannes gad for første gang i, hvad deres føltes som, evigheder falde i søvn i sin seng, og 10 minutter efter trillede Picantoen ind i carporten. Jeg gik ud og tog hende ud af bilen, bar hende ind på værelset og mens Jonas fik pakket dyne og pude ud, knugede jeg hende tæt ind til mig, duftede til hendes hår og sank en klump.

Skriv et svar